Historie bukkejagten

Bramdrup Sogns Jagtforening af 1950

Bukkejagt i Hoppes Skov.


Anders Nielsen fortæller den særlige dag hvor han mødte andre unge mennesker mens han var på jagt.


Det er d. 26. maj 2020, og jeg har fået tildelt bukkejagten i område 4, Hoppes Skov.  Jeg kører hjemmefra med kaffe og madpakke kl. 04:30 i tæt tåge.  Jeg ankommer til parkeringspladsen ved Svanemosen lidt i 5, og man kan stadig ikke se en hånd for sig.  Jeg bevæger mig ud til tårnet ved den store shelter, og forbereder mig på en lidt kedelig morgen. Sigtbarheden er stadig ikke til riffelskud, og jeg må nyde synet at et par harer der tumler rundt lige ud for tårnet.  Ellers sker der absolut ingenting.

Kl. ca. 7, drikker jeg min morgenkaffe og tager så en beslutning om at gå ud til stigen på engen bag ved shelteren.  Tågen er lettet lidt, men stadig tæt.  Omkring kl. 8 kommer solen igennem, brænder tågen af, og så sker der noget.  En rå kommer ud af Svanemosen, og går og esser i morgensolen, som nu varmer dejligt.  Hun kikker jævnligt bagud, og jeg er overbevist om at der må komme en buk efter hende.  Det gør der ikke, og hun forsvinder ind i skoven mod højre.  Flere harer tumler rundt på engen, og pludselig kommer der en fin buk ud af Svanemosen, på samme veksel som råen kom fra.  Han går stille og esser ude på 120 - 130 m, og ret imod mig hele tiden.  Jeg må væbne mig med tålmodighed, da jeg gerne vil have ham lidt tættere på, og med siden til.  Jeg kan følge ham i kikkerten og kan se at han følger i råens fodspor, så på et tidspunkt må han dreje af, og være inden for skudhold.  Og ja, efter at have haft ham på korset i ca. et kvarter, drejer han sig så meget at jeg kan placere en perfekt bladkugle, og han falder på stedet.  Klokken er nu 9.

Jeg går ud til ham, ca. 80 m ude, og får ham brækket.   Jeg har taget Figo med, og beslutter at hente ham i bilen, for at lade ham søge bukken op.  Jeg kan høre at der nu er aktivitet i shelteren, og møder en mand der er på vej derud.  Jeg kommer slæbende med riffel og rygsæk, og informerer ham om min tilstedeværelse, og at jeg har skudt en buk, og der ikke bliver mere skyderi, denne morgen. Han takker for informationen, og jeg fortsætter mod bilen, for at hente Figo.  Han finder hurtigt bukken, og vi begynder at gå tilbage. På vejen møder vi en kvindelig leder fra selskabet i shelteren, og hun fortæller at de kommer fra STU’en inde i Kolding.  En institution for unge mennesker mellem 17 og 25 år, som har haft en svær start på livet, og som nu har brug for lidt ekstra hjælp og støtte, for at komme videre.  Hun spørger mig om hun må tage de unge mennesker med op for at se bukken.  Det siger jeg selvfølgelig ja til, og hun går ud og spørger dem om de har lyst til det, og det varer ikke længe før de står rundt om bukken alle sammen.  De er meget interesserede og spørgelystne, og vi snakker om både skydning, tilberedning, jagt og natur.  Der bliver snakket lystigt, og sjældent er Figo blevet klappet så meget. 

Det er fantastisk, at sådan en dag der startede kedelig og grå, kan udvikle sig til en så positiv oplevelse. Jeg er sikker på at både de unge mennesker, deres mentorer, og ikke mindst jeg selv, fik en god dag ud af det.

Anders